Kryddersmør til fisk er superlækkert. Særligt i grillsæsonen. Her får du opskriften på en krydret smør, der passer perfekt til lyse fisk.
Kryddersmør til fisk. Det er ikke alment brugt af enhver, da kryddersmør traditionelt bruges til en stor steak eller bagte kartofler herhjemme. Men i denne grillsæson, hvor man kan grille en masse forskellige friske fisk, er det oplagt at bruge en rigtig god kryddersmør til at give fisken ekstra smag.
Der findes ingen regler for at lave en krydret smør, kun fantasien sætter grænser. Kokken Casper Sobzyk har dog følgende tommelfingerregler, når det handler om fisk og kød:
- Det er en god idé at bruge friske, citrusbaserede smage til fisk og sommerens milde grøntsager. Det kan for eksempel være lime, persille eller dild, mens de mere grove krydderurter som timian og rosmarin passer godt til kød.
Sådan skal du gøre
Generelt anbefaler Casper Sobzyk, at man leger med farver og smag. Spinat farver for eksempel smørret stærkt grønt uden at give den store smag. Her får du hans personlige bud på en god kryddersmør til lyse fisk som rødspætter og hellefisk. For flere "smørrede" tips, kan du tjekke hjemmesiden butterhack.dk ud.
Og husk at du skal gå efter MSC-mærkede fisk, hvis du vil være sikker på, at de er bæredygtige - det vil sige fanget på en ansvarlig måde i forhold til bestand og klima.
- Tag en pakke smør ud af køleskabet i god tid, så det bliver blødt
- Hak et bundt persille, et skalotteløg og to fed hvidløg
- Riv skallen fra en citron på et fint rivejern og bland det hele sammen med dit smør i en skål
- Tilsæt 20 gram rosapeber og 10 gram røget paprika til din smørblanding
- Sæt din blanding på køl (eventuelt rullet ind i bagepapir eller film) i 10 minutter. Dit kryddersmør er nu klar til servering.
Se også disse opskrifter:
Del dine ideer og tanker med os andre her: