Sund mad hitter, når folk køber kogebøger for tiden. Her får du et overblik over de mest populære på boghandlernes bestsellerlister.
Der er langt fra Frøken Jensens og Madame Mangors kogebøger, når vi køber kogebøger i dag. Mange af de bøger, der er mest populære i denne vintersæson, handler om sund mad og forskellige madmodeller som den brandhotte Keto-kur.
Et kig på boghandlerkædernes bestsellerlister viser dog, at det er en bog om ganske almindelig hverdagsmad, der er nummer et i Danmark for tiden:
’Valdemarros Aftensmad – de skønneste livretter til hele familien’. Det er en kogebog med 200 opskrifter på middagsretter som supper, pastaretter og simreretter.
Mest sælgende kogebøger
Madens Verden har kigget på flere boghandlerkæders bestsellerlister. Der er ikke de store forskelle på dem. Her får du internetboghandleren Saxos bedst sælgende kogebøger, som det ser ud i januar, 2020:
1. ’Valdemarros Aftensmad – de skønneste livretter til hele familien’ af Ann-Christine Hellerup Brandt.
2. ’Mission sund mad’ af Michelle Kristensen.
3. ’Keto’ af Jane Faerber.
4. ’Keto på 14 uger’ af Jane Faerber.
5. ’Sense – slank med grøn mad’ af Suzy Wengel.
6. ’Sous Vide 2.0’ af Karsten Tanggaard.
7. ’Stærk, let og mæt’ af Anne Hjernøe.
8. ’Geniale grønne proteiner’ af Christine Bille Nielsen & Anders Nedergaard.
9. ’Sense – slank med fornuft’ af Suzy Wengel.
10. ’Anti-inflammatorisk kost for begyndere’ af Elizabeth Nebelong.
Hvad siger de andre lister
Kæden Bog & Idé har nogenlunde samme bøger på deres bestsellerliste. Dog har de fået plads til bloggeren Nadia Mathiasens kogebog ’100 Kødfrie Dage’, som ikke overraskende indeholder 100 opskrifter på retter uden kød.
Arnold Buscks bestsellerliste går i en anden retning end sundheden. Her er tre af de sunde kogebøger skiftet ud med tre af deres egne billigbøger med alverdens opskrifter på henholdsvis flødeboller, julekager og milkshakes.
Danmarks allerførste kogebog
I 1616 udkom den første kogebog på dansk. Titlen var lige så lang, som den var tør: ’Koge Bog, indeholdendis et hundrede fornødene Stycker, som ere om Brygning, Bagning, Kogen, Brendevijn oc Miød at berede saare nytteligt vdi Husholding /tc. Som tilforn icke paa vort Danske Sprock vdi Tryck er udgaaen’.
Kogebogen indeholder flere hundrede opskrifter, som er ret kortfattede og uden præcise mål. Ikke alle retter er lige lækre, blandt andet kan man finde opskriften på en slags risengrød blandet med fedt-tern og kogt i svinetarm.
Få en madplan hver uge
Heldigvis er nutidens kogebøger anderledes. Og endnu bedre: Her på Madens Verden har vi flere hundrede opskrifter, som er lette at forstå og lækre at spise.
Desuden kan du lade dig inspirere af vores madplaner, som indeholder opskrifter til en hel uge af gangen. Her er både taget hensyn til smag, pengepung og tid.
Velbekomme.