Her er opskriften på de bedste og hjemmelavede kartoffelbåde i ovn, som forkoges med eddike, krydres med timian og derefter steges sprøde og lækre i ovnen.
Kartoffelbåde i ovn er noget af det mest populære tilbehør til kødretter, og det forstår man jo godt.
Dels er kartoffelbådene nemme at lave, men de smager altså også godt, når de er lavet på den rigtige måde.
Og her er den helt perfekte opskrift på kartoffelbåde i ovn, der først forkoges i vand tilsat eddike, hvorefter kartoflerne steges møre og sprøde i ovnen.
Ingredienser til kartoffelbåde i ovn
4 store bagekartofler
Vand
3 spiseskefulde sherryeddike (eller anden eddike)
Groft salt
Timian
Olivenolie
Fremgangsmåde
- Bagekartoflerne vaskes under koldt vand og duppes tørre i et rent viskestykke.
- Derefter deles hver bagekartoffel på midten på langs, og hver halve kartoffel deles igen i tre både. Så hver kartoffel giver seks kartoffelbåde.
- Kog en gryde op med vand og eddike, og kom også en teskefuld salt i. Når vandet koger kommes kartoffelbådene i, og nu skal de koge i 10 minutter.
- Hæld vandet fra og afdryp kartoflerne grundigt. lad dem køle lidt af.
- Kom dem derefter i en skål, og hæld lidt olivenolie over. Krydr også med lidt salt og timian, og vend det forsigtigt rundt.
- Fordel kartoffelbådene på en bageplade med bagepapir, og drys dem med lidt mere tørret timian.
- Bag kartoflerne sprøde i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, hvor de cirka skal have 40 minutter. Måske 45 minutter, men de må selvfølgelig ikke blive for brankede.
Mere om opskriften
Bedre bliver kartoffelbåde ikke, og du skal bare glæde dig til at sætte tænderne i dem.
Opskriften er til fire personer, hvor der laves en bagekartoffel til hver. Er sulten stor laver du blot nogle flere bagekartofler, for tilberedningstiden er den samme.
Som tilbehør
De færdigstegte kartoffelbåde serveres straks til blandt andet en langtidsstegt roastbeef, en mør culotte eller hvad du nu synes.
Din huskeliste
Du kan tilføje opskriften til din egen og personlige huskeliste, så du altid kan finde dine favoritter igen.
230 grader varmluft i 40 minutter..????
Hej Brian
Yes – det fik de her og var helt fine som på billedet.
Bedste hilsner
Holger
Hvorfor skal der eddike i kogevandet? I har også en opskrift på “pommes frites i ovn (med eddiketricket)”, men uden at forklare, hvad eddiken gør godt for.
Og hvorfor skal kartoflerne brankes med så voldsom varmebehandling?
Som Brian synes jeg, 230 grader varmluft i 40 minutter lyder betænkeligt.
Det er ved disse høje temperaturer, kartofler udvikler store mængder akrylamid, som i dyreforsøg har vist sig at være kræftfremkaldende. Derfor blev producenter af frost-kartoffelprodukter pålagt at sænke temperaturerne i deres tilberednings-anvisninger, så de nu er cirka 50 grader lavere end din anbefaling, og tiden i ovnen væsentligt kortere.
Med tanke på det ville jeg da være yderst betænkelig ved at sætte tænderne i brankede kartoffelbåde som dem på billedet! Og jeg ville da aldrig servere dem for gæster – så kunne jeg lige så godt bede dem om at begynde at ryge … 🙂
Hej Jesper
Tak for det, og det er selvfølgelig 200 grader varmluft – det er nu rettet. Tak.
Jeg har eksperimenteret med brugen af eddike til kogning af kartofler, og jeg synes eddiken er med til at hindre at kartoflerne koger for meget ud.
Og nej, man skal ikke begynde at ryge 🙂
De allerbedste hilsner
Holger
hej, kan man bruge andet end olivenolie?? kan jeg bruge rapsolie eller solsikkeolie????