Karbonader med en god panering og en portion stuvede ærter og gulerødder, er klassisk, dansk kromad.
Karbonader - så bliver det næsten ikke mere dansk, og så er det meget nemt at lave. Opskriften er herunder.
Du kan vælge at stege karbonaderne fem minutter på hver side i rigeligt med smør, det er den normale måde at gøre det på.
Men du kan også lave karbonader i ovnen. Giv karbonaderne et minut på hver side - og derefter ind i ovnen ved 200 grader varmluft i 18-20 minutter. Det bliver også rigtig godt.
-> SE OGSÅ opskriften på flødekartofler med porrer og hvidløg
Opskrift på karbonader til 4 personer
500 gram hakket svinekød med 10 procent fedt
2 teskefulde salt
2 teskefulde løgpulver - eller finthakket zitauerløg
Til panering af karbonader:
1 sammenpisket æg
2 spiseskefulde mælk
Rasp
Til stuvede ærter og gulerødder:
300 gram frosne ærter
5-6 gulerødder i små tern (på størrelse med ærter) - kog 5 minutter i usaltet vand (GEM VANDET)
2 spiseskefulde smør
2 spiseskefulde hvedemel
2,5 deciliter kogevand fra gulerødderne
3 deciliter mælk
Salt og friskkværnet peber
Stegetid for karbonader på panden: 5 minutter på hver side.
Stegetid for karbonader i ovn: Brun et minut på hver side på pande - og så 18-20 minutter ved 200 grader varmluft.
Sådan laver du karbonader
- Rør først det hakkede kød grundigt med salt og løgpulver eller finthakket løg. Gerne på en røremaskine. Form så fire eller fem solide karbonader.
- Sammenpisk et æg med lidt mælk i en dyb tallerken, og hæld rasp i en anden dyb tallerken.
- Vend først karbonaderne i det sammenpiskede æg, og derefter i raspen. Læg til side på en tallerken.
- Smelt smør på panden, og steg karbonaderne fem minutter på hver side. Vend dem halvvejs, så de steger 2-3 minutter ad gangen, men altså ialt 5 minutter på hver side.
- Smelt smør i en tykbundet gryde, og pisk hvedemel ud i det smeltede smør med et piskeris. Kom gradvist vandet fra de kogte gulerodstern ved, og pisk fortsat. Tilsæt så gradvist mælken, og pisk videre, så den hvide sovs ikke brænder på!
- Sovsen kan se lidt tynd ud, men tykner under indkogning. Smag til med salt og peber.
- Kom gulerodstern og ærter i, og rør rundt mens stuvningen varmer op. Lad den koge tre minutter ved svag varme.
Servér eventuelt lidt ovnbagte kartoffelbåde til.
SE OPSKRIFTEN på frikadeller med stuvet spidskål