Ideer til salater opstår ikke ud af det blå, med mindre vi har erfaring. Derfor får du opskrifter og tips til at lave sprøde, lækre salater.
Af og til er det svært at finde ideer til salater. Mange af os har nogle favoritter og hits, som vi laver på rutinen.
Vi ved, at de er gode, men ville gentlig gerne servere en af de salater, som både er sprøde og bløde, fyldige og interessante.
Her er inspiration og ideer til fyld, der kan kombineres, så både smag, konsistens og udseende spiller.
Ideer til salater der mætter
Skal salaten være hovedmåltidet serveret sammen med et godt brød, er det oplagt at bruge tofu, kød eller fisk.
Det kan være alt fra strimler af stegt, marineret oksekød, kyllingebryst i tern eller pulled pork.
Af fisk er en dåse tun en nem løsning, men varmrøget laks eller rejer er også en skøn måde at peppe salaten op på.
Fylde i salaten får du af fuldkornsris, linser, bønner, kikærter, pastapenne, quinoa, bulgur, æg, ost eller kogte kartofler i skiver.
Sådan kan du skære ingredienserne
En salat skal gerne indeholde forskellige former, så bliver helhedsindtrykket smukt.
Gulerødder og agurker kan for eksempel skæres i stave, rives i strimler eller lange flager og i papirstynde skiver på mandolinjernet.
Asparges kan kommes i hele eller i skiver, forårsløg behøver ikke at skæres i skiver, men kan deles på midten i stedet.
Og peberfrugter kan både serveres i tynde strimler, små tern eller i store kvadratiske stykker.
Andre ideer til forskellig konsistens: Friske ærter, blomkål i skiver, broccolibuketter, rosenkålsblade. snittet spidskål eller rødkål, avocado, spinatblade, pak choy.
Alt det der knaser
Nødder, mandler, peanuts, ristede og hakkede kastanjer, solsikkekerner, sesamfrø, bacon og græskarkerner.
Det er nogle af de ingredienser, du kan komme i salaten - eller toppe den med for at give et godt knasende bid.
Såvel sesamfrø som solsikkefrø, pinjekerner og græskarkerner smager bedst, hvis du lige rister dem på panden. Se for eksempel vores opskrift på, hvordan man laver ristede græskarkerner.
Brød er godt i en salat, fordi vi får noget knas og noget fylde. Du kan købe croutoner eller selv lave dem af brødrester.
Eller prøv at bage rugbrødschips og bruge dem som knasende croutoner:
Frugter, urter og alt andet godt
Tørrede bær og friske frugter er nogle af de ideer til salater, som giver ekstra fristende salater. Og alt frugt kan bruges fra ananastern til tranebær og granatæblekerner.
Prøv også at hakke syltede grøntsager som rødløg og drueagurker, hak dadler groft eller brug figner i strimler.
Hele krydderurter som mynteblade, basilikumsblade og bredbladet persille kan bruges på samme måde som salatblade.
Del dine ideer og tanker med os andre her: