Se her hvordan du laver en hjemmelavet vaniljeis, der smager helt fantastisk. Her lavet med æggehvider og flormelis - og uden brug af ismaskine.
Til hjemmelavet vaniljeis skal du bruge:
200 gram flormelis
4 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
1 vaniljestang
5 deciliter piskefløde
Frysetid for is: Mindst fire timer
Sådan laver du hjemmelavet vaniljeis uden ismaskine:
Find tre skåle frem, og kom de pasteuriserede æggeblommer i den ene, de pasteuriserede æggehvider i den anden, og piskefløden i den tredje skål.
Fordel så de 200 gram flormelis med 100 gram i hver af æggeskålene.
Flæk vaniljestangen på langs, og med en skarp kniv skraber du vaniljekornene ud, og kommer dem op i skålen med æggeblommerne.
Pisk æggeblommer og flormelis luftigt, æggehviderne skal piskes så stive som muligt, og piskefløden piskes til en stiv flødeskum.
Bland så forsigtigt æggeblommemassen med flødeskummet, og vend det rundt med en grydeske eller dejskraber. Men pas på du ikke slår for meget luft ud af is-massen.
Nu vender du så de piskede æggehvider i iscremen, og stadig med stor forsigtighed, så isen bliver så luftig som muligt.
Fyld nu iscremen i en form eller skål. Jeg har her lavet søde hjerter med is i en muffinform med hjertedesign, men du kan bruge hvad du synes. Eller blot fryse vaniljeisen i en almindelig form, og skære den ud efterfølgende.
Nu skal vaniljeisen så i fryseren, hvor den skal fryse ind i mindst fire timer. Så er isen helt perfekt.
Tag den gerne ud ti minutter før du skal bruge den hjemmelavede vaniljeis.
Hvis du ønsker en anden is med mere smag, kan du tilsætte eksempelvis purerede jordbær, hindbær eller andre bær. Ribs er også fremragende til fremstilling af is.
Eller brug grofthakkede stykker af mørk chokolade - det er jo altid et hit.
Der er masser af muligheder med denne lækre vaniljeis, så brug bare fantasien. Eller hold isen helt ren med smagen af ægte vanilje.
Den bedste is er hjemmelavet vaniljeis. Læg mærke til de sorte prikker i isen - det er lækre vaniljekorn. Foto: Guffeliguf.dk.
Kom med din kommentar her