Sådan laver du din egen Matilde vaniljecreme, og det er meget nemt. Vaniljecremen passer perfekt til abemad med forskellige slags frugt.
Jeg husker Matilde vaniljecreme helt tilbage fra min barndom, hvor den smagte fantastisk. Den blev pisket let og derefter frosset til den dejligste is.
Jeg ved faktisk ikke om man kan købe Matilde vaniljecreme mere, men der findes i dag andre varianter på markedet.
Det er dog ret nemt at lave sin egen vaniljecreme.
Til Matilde vaniljecreme til to personer skal du bruge:
2 deciliter piskefløde
2 pasteuriserede æggeblommer
En halv vaniljestang
1 spiseskefuld flormelis
Sådan laver du en nem Matilde vaniljecreme:
Et godt tip: Brug et piskeris når du laver vaniljecremen. Det hele skal blot piskes let, og det er nemmere at styre med et piskeris fremfor en elpisker.
Du skal bruge to skåle. I den ene pisker du først fløden ganske let. Den skal være letpisket, men på ingen måde stiv. Dog heller ikke for tynd.
Kom flormelis i den anden skål. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud af den ene halvdel. Kom dem i skålen.
Tilsæt også de pastueriserede æggeblommer, og pisk nu det hele i skålen luftigt.
Vend den letpiskede fløde sammen med æggemassen, og pisk den forsigtigt jævn.
Så er vaniljecremen klar til brug.
Du kan eksempelvis lave lidt abemad til dessert. Skær kiwi og banan ud i mindre stykker, og kom dem i et lille glas sammen med vindruer, og hæld vaniljecremen over.
Det smager helt vidunderligt, og det er en dessert alle kan li' 🙂
Skøn creme som den originale Matilde vaniljecreme, der passer perfekt til abemad med vindruer, banan og kiwi. Foto: Guffeliguf.dk.
Kom med din kommentar her