Her er opskriften på en hjemmelavet lasagne med oksekød og masser af smag. Lasagnen bliver meget saftig og lækker.
Hjemmelavet lasagne med oksekød er en favorit opskrift i mange hjem, og med denne opskrift her får du en virkelig saftig lasagne.
Det skyldes især de groftrevne gulerødder og bladselleri, men også den dejlige og cremede bechamelsauce.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til hjemmelavet lasagne med oksekød
400 gram hakket oksekød med 5-8 procent fedt
2 store løg
2 fed hvidløg
150 gram bacon i tern
3 almindelige gulerødder
3 stængler bladselleri
1 dåse hakkede tomater (400 gram)
3 spiseskefulde tomatpasta
2 deciliter vand
1 terning grøntsagsbouillon
1 spiseskefuld balsamico
1 teskefuld sukker
1 teskefuld tørret oregano
1 teskefuld tørret timian
1 teskefuld tørret basilikum
Salt og friskkværnet peber
Bechamel sauce laves af
2 spiseskefulde smør
2 spiseskefulde hvedemel
Ca. 4 deciliter mælk
Revet muskatnød
Salt og peber
Pastaplader
Fremgangsmåde
- Start med at brune det hakkede oksekød godt af i lidt olie, og det skal ikke kun skifte farve, men brunes og få masser af smag. Jeg plejer at bruge en pande til det, da jeg synes det fungerer bedst, men du kan selvfølgelig også gøre det i en gryde. Kom det derefter til side.
- Steg bacontern næsten sprøde, og stil til side.
- Tilfør lidt olie i en stegegryde, og svits nu finthakket løg og hvidløgsfed ved middel varme, så det ikke tager farve.
- Riv gulerødder og bladselleri på den grove side af et rivejern, og kom det ved løgene sammen med hakkede tomater, tomatpasta, vand, bouillonterning, balsamico, sukker og krydderurter.
- Kom det brunede oksekød ved sammen med de stegte bacontern, og lad nu kødsovsen småkoge mens du laver bechamelsauce.
- Smelt smørret i en kasserolle, og pisk hvedemel i. Pisk derefter gradvist mælk i indtil du har en lækker bechamelsauce. Den må ikke være for tyk, men selvfølgelig heller ikke tynd som en suppe. Smag sovsen til med revet muskatnød, salt og peber.
- Smag nu også kødsovsen til med salt og peber.
- Så skal lasagnen samles i et ildfast fad. Først med et lag kødsovs, så bechamelsauce, pastaplader, kødsovs, bechamelsauce, pastaplader og øverst resten af kødsovs og bechamelsauce. Du kan selvfølgelig også lave flere lag.
- Stil fadet med lasagne i en forvarmet ovn ved 160 grader, hvor den skal have cirka 45 minutter.
Hjemmelavet lasagne med oksekød skal efterfølgende hvile og trække i mindst 15 minutter inden servering. Så er den bedst.
Se også mine opskrifter på: