Den perfekte opskrift på hjemmelavede kanelsnegle, der er lette og luftige. Homemade kanelsnegle, som aldrig slår fejl.
Der er intet i verden som duften af hjemmelavede kanelsnegle, og her er en virkelig god opskriften på dem.
Kanelsneglene bliver lette, luftige og med den helt rigtige smag af kanel og snask. Uden at være for meget.
Kunsten er også at bage de lækre kanelsnegle perfekt, hvor de hverken er overbagt eller har fået for lidt varme.
Derfor skal du ret nøje følge bagetiden på 13 minutter.
Opskriften giver 12 kanelsnegle, der passer til en bageplade.
Ingredienser til hjemmelavede kanelsnegle
Dej laves af
1 deciliter mælk
25 gram gær
175 gram hvedemel
20 gram sukker
30 gram meget blødt smør
En halv teskefuld kardemomme
1 æg
Remonce/fyld til kanelsnegle
60 gram meget blødt smør
30 gram sukker
30 gram brun farin
2 teskefulde kanel (gerne med lidt top)
Et sammenpisket æg og lidt mælk
Perlesukker
Fremgangsmåde
- Lun mælken til ca. 37 grader, og rør gæren ud i mælken.
- Hvedemel vejes af sammen med sukker, og røres sammen med det bløde smør. Rør også et æg i sammen med lidt kardemomme.
- Derefter røres mælk og gær i dejen, og nu røres dejen lind og smidig. Hele processen her kan sagtens klares med hånden og en god grydeske.
- Vælt derefter dejen ud på et bord med lidt hvedemel (denne mængde indgår ikke i opskriften), og ælt forsigtigt dejen sammen.
- Rul den ud til en firkant på cirka 20 gange 35 centimeter.
- Bland ingredienserne til remonce sammen, og smør det ud over dejen. Tril den sammen (men ikke for stramt), og del nu rouladen i 12 lige store stykker. Skær eventuelt det yderste af enderne af og kassér dem.
- Buk enden på kanelsneglene ind under sneglen, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Tryk forsigtigt sneglene lidt ud, læg et viskestykke over, og lad dem nu hæve i en time et lunt sted.
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig luft, og pensl sneglene med sammenpisket æg og mælk. Sørg for at komme godt rundt på sneglene, og især ved sammenføjningen. Men uden at trykke dem flade.
- Drys med perlesukker, og bag kanelsneglene i ovnen i 13 minutter.
- Tag kanelsneglene ud af ovnen, og lad dem køle af.
- Hvis du vil have glasur på dem, kan du røre flormelis sammen med lidt pasteuriseret æggehvide, og sprøjte det over de afkølede kanelsnegle.
Se også mine opskrifter på:
Hej Helle
Tak for det - det er jeg glad for at høre. Jeg synes dejen bliver lidt mere blød og luftig, når man tilsætter det bløde smør til sidst, og det er godt i nogle boller og kanelsnegle. Derfor fremgår det i nogle opskrifter, mens jeg i andre opnår en lidt mere fast konsistens. Så det er en smagssag. Jeg er dog mere konsekvent begyndt at tilsætte smørret til sidst. Håber det giver lidt mening.
De bedste hilsner
Holger
Ved nogen af opskrifterne på boller og kanelsnegle skal smørret blandes i efter melet, og andre gange før, hvad er forskellen??
Tak for de mange gode opskrifter og tip.