Hel oksemørbrad med persille og hvidløg giver en super lækker og smagfuld mørbrad, der enten kan laves i grill eller ovn.
Hvad er næsten bedre end at tilberede en hel oksemørbrad med persille og hvidløg?
Mørbraden bliver simpelthen så saftig og lækker, og smagen af persille og hvidløg er helt perfekt til kødet.
Den helstegte oksemørbrad kan enten laves i grill eller ovn, og her giver jeg opskriften på begge metoder.
Opskriften er til fire personer.
Opskrift på hel oksemørbrad med persille
Ingredienser
- 1,2 kilo oksemørbrad afpudset
- groft salt
- 1 dl olivenolie
- 1 dusk persille
- 4 fed hvidløg
- peber
Sådan gør du
- Oksemørbraden afpudses, så både sølvsene og andre urenheder fjernes. Du kan også bede slagteren om at gøre det.
- En time før oksemørbraden skal tilberedes salter du den med groft salt. Giv den bare en god tur, og lad derefter mørbraden trække saltet til sig.
- Persillen hakkes fint, mens hvidløgsfed pilles og presses og blandes sammen i olivenolien.
- Nu kan du så enten vælge at stege den i grill eller ovn
Stegning af oksemørbrad i grill
- Varm grillen godt igennem og brun først mørbraden på begge sider ved høj varme.
- Smør den derefter med halvdelen af persille- og hvidløgsmarinaden på oversiden, og lad den grille ved indirekte varme i 10 minutter. Hold en temperatur på omkring 200 grader i grillen, uanset om det er gasgrill eller kuglegrill.
- Vend så mørbraden, og pensl med resten af marinaden, og grill færdig indtil kernetemperaturen når 56 grader. Det tager cirka 10 minutter mere, så den samlede stegetid efter bruning er omkring 20 minutter.
- Men stegetiden afhænger af mange faktorer, og derfor er det godt at anvende et stegetermometer, og tage mørbraden af ved 56 grader i kernetemperatur. Krydr me peber.
- Lad den færdiggrillede oksemørbrad hvile utildækket på et skærebræt i 15-20 minutter inden udskæring.
Stegning af oksemørbrad i ovn
- Oksemørbraden brunes af i lidt smør på en meget varm pande på begge sider.
- Læge derefter mørbraden i et ildfast fad, og pensl på oversiden med halvdelen af marinaden. Steg ved 200 grader varmluft i 10 minutter.
- Vend så mørbraden, pensl med resten af persille- og hvidløgsmarinaden, og steg færdig indtil den har en kernetemperatur på 56 grader. Det tager omkring 10 minutter.
- Krydr oksemørbraden med peberblanding eller friskkværnet sort peber, og lad hvile på skærebræt i 15-20 minutter, men uden at dække kødet til.
Server eventuelt til ovnstegte kartofler og en dejlig skål salat:
Burde du ikke ha' angivet til hvor mange,portionen var beregnet? Noget MEGET vigtigt, så når du glemmer det, hvad glemmer du så ellers. En ommer!
Hej Gitte
Tak for din feedback, og det beklager jeg. Det er hermed anført i opskriften. Som udgangspunkt er alle opskrifter til fire personer, hvis ikke andet er angivet, men det er selvfølgelig ikke til at vide.
De bedste hilsner
Holger