Her er opskriften på grillede frikadeller, der er store og saftige frikadeller. Serveres med nye kartofler, persillesovs og stegt spidskål.
Grillede frikadeller er en super skøn ret, der er nem at lave.
Her har jeg anvendt en stegeplade til min Weber Q3200 gasgrill, men du kan såmænd også blot anvende en stegepande, som sættes på direkte varme på risten. Det fungerer også fint.
Pas dog på, at du ikke af vane kommer til at gribe fat på håndtaget på panden, for den er VARM!
Farsen røres med mælk, men jeg har ikke angivet den præcise mængde. Den kan nemlig godt variere en del, så brug mælk indtil farsen har den rette konsistens.
Grillede frikadeller steges i en blanding af smør og olie.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til grillede frikadeller
500 gram hakket kalve. og svinekød med 10% fedt
1 stor teskefuld salt
1 æg
1 meget finthakket løg
2 spiseskefulde havregryn
2 spiseskefulde hvedemel
Masser af friskkværnet peber
Mælk
Denne opskrift på persillesovs
Denne opskrift på karamelliseret spidskål
Og her kan du se hvordan du koger nye kartofler
Sådan laver du grillede kartofler med tilbehør
- Kom det hakkede kød op i en skål, og rør det godt sammen med salt. Derefter røres ægget i.
- Hak løget meget fint og kom det ved sammen med havregryn, hvedemel og friskkværnet peber.
- Tilsæt nu mælk indtil farsen har den rette konsistens, og det tager altså tid at røre farsen grundigt. Bliv ved indtil farsen er lind og har en nærmest klukkende og hul lyd når du rører rundt i den.
- Stil farsen på køl i 30 minutter.
- Kom en god klat smør og en god sjat olie på stegepladen/stegepanden, og lad det bruse af. Du skal grille frikadellerne ved en middel varme. Er varmen i grillen for høj, bliver de grillede frikadeller sorte før de er gennemstegte.
- Kom nu store spiseskefulde frikadellefars på stegepladen/stegepanden, og steg frikadellerne i cirka fem minutter på hver side.
De grillede frikadeller serveres med nye kartofler, persillesovs og den stegte spidskål, som du med fordel kan lave på en pande i køkkenet. Den passer meget sig selv undervejs.
Lignende opskrifter
Relaterede opskrifter på pandestegte frikadeller, alle retter med fars og her kan du se om nye kartofler er sundere end gamle kartofler.