Frys selv juice-is baseret på frugtjuice indeholder tilsætningsstoffer, aromaer og lige så meget sukker som andre frys selv is.
Som alternativ til de traditionelle frys selv is, der er baseret på en slags saftevand, kan man købe juice-is der, som navnet antyder, er frys selv is baseret på frugtjuice.
Den velkendte frys selv trekants-is er noget af en sukkerbombe. Der er nemlig dobbelt så meget sukker i en frys selv is med cola, som der er i saftevand eller sodavand.
Læs mere om frys selv is her: Frys selv is er fyldt med sukker og kalorier
Men er en frys selv is baseret på frugtjuice sundere?
Masser af sukker
Sammenligner man indholdet i en juice-is med en trekantet frys selv is med eksempelvis cola, er der stort set samme mængde sukker i juice-isen.
Juice-is er altså lige så meget en sukkerbombe som de trekantede is.
Se indhold her:
Indhold per 100 ml | Sukkerarter | Energi |
Frys selv is | 20 gram | 81 kcal |
Juice-is | 19 gram | 95 kcal |
Sunde næringsstoffer i juice
Typisk er der lige så meget sukker i juice, som i saftevand eller sodavand, hvorfor det heller ikke er undrer, at sukkerindholdet er ens i de to slags frys selv is.
Men selvom der er samme mængde sukker i, er der alligevel forskel på at drikke eksempelvis et glas juice og et glas saftevand.
Da juice er lavet på frugt, vil den indeholde sunde vitaminer og andre næringsstoffer, som du ikke nødvendigvis får, hvis du drikker et glas saftevand. Næringsindholdet afhænger selvfølgelig af, hvor frisk din juice er, og hvordan den er lavet.
Læs mere om juice her: Juice – er det så sundt, som vi tror?
Meget andet end juice i juice-is
Ser man på ingredienslisten for juice-is, ligner den dog ikke ingredienslisten for en normal juice.
En almindelig appelsinjuice, der kan købes i danske butikker, indeholder typisk ikke andet end appelsin - den kan så være lavet fra koncentrat eller ej.
Derimod er listen over ingredienser noget længere i juice-isen fra Dolfin:
Vand, sukker, frugtsaft af koncentrat, glucose-fruktose sirup, citronsyre, fortykningsmidler: guargummi, johannesbrødkernemel, xanthangummi og aromaer.
Der er altså tilsat både sukker, glucose-fruktose sirup samt en række tilsætningsstoffer og aromaer til juice-isen.
Der er dermed langt fra den almindelige rene juice til frys selv juice-is. Det er tvivlsomt, hvor mange af de sunde næringsstoffer, der findes i en friskpresset juice, der vil være at finde i juice-isen.
Så selvom ”Ice lollies to freeze with fruit juice” umiddelbart lyder som et sundere alternativ end andre frys selv is, så er der intet der tyder på, at det er tilfældet.
Så vælg den is du synes bedst om, og vær bevidst om det høje sukker og kalorieindhold.
Hjemmelavede frys selv is
Alternativt kan du lave dine is selv, så ved du hvad der er i og kan styre sukkerindholdet. Prøv at fryse juice eller saftevand ned i isforme eller blend friske frugter og bær og frys disse.
Du kan også prøve denne opskrift på lækre jordbærispinde: Jordbærispinde - opskrift på hjemmelavet is
Din vurdering
-
Er juice-is sundere end andre frys selv is?
Del dine ideer og tanker med os andre her: