Her får du opskriften på den bedste frikadellefars, så du kommer til at lave de bedste frikadeller. Husk at røre farsen grundigt med salt!
Den bedste frikadellefars giver selvfølgelig de bedste frikadeller, og den er her.
Jeg har lavet farsen med løgpulver, da du så undgår klumper af løg i farsen. Hvilket mange gerne vil undgå (jeg ved det, andre kan godt lide det).
Løgpulver kan købes i supermarkedet, og giver en god smag af løg, men du kan selvfølgelig bruge et almindeligt og finthakket løg.
Det vigtigste trick med en god frikadellefars er, at røre den grundigt med salt inden du tilsætter de øvrige ingredienser.
Jeg har lavet denne portion frikadellefars med hakket svinekød, men det er også super godt at bruge en blanding af hakket svin og kalv.
Du skal bruge - giver den bedste frikadellefars til 12-15 store frikadeller:
500 gram hakket svinekød med maks. 10 procent fedt
2 teskefulde salt (strøgne teskefulde)
2 æg
3 teskefulde løgpulver - eller et finthakket løg
2 deciliter mælk
4 spiseskefulde hvedemel
Friskkværnet peber
Sådan laver du den bedste frikadellefars:
Kom det hakkede svinekød op i en skål (jeg har her rørt farsen i min Kitchen Aid røremaskine, men den kan sagtens røres i hånden).
Tilsæt salt, og nu skal frikadellefarsen røres grundigt - det tager mindst fem minutter! Det er vigtigt for at binde farsen godt sammen.
Tilsæt så løgpulver og de to æg.
Rør videre, og tilsæt nu gradvist hvedemel og mælken indtil farsen er samlet.
Krydr med friskkværnet peber og rør farsen færdig.
Nu skal den på køl i mindst 30 minutter inden du begynder at stege frikadeller.
Frikadeller skal steges cirka fem minutter på hver side.
På pande: Se hvordan du pandesteger slagterens hjemmelavede frikadeller
Eller på grillen: Frikadeller på grill - sådan griller du dine deller
Den bedste frikadellefars, der røres med salt, æg, mel og løgpulver. Den giver dig de bedste frikadeller. Foto: Guffeliguf.dk.
Kom med din kommentar her