Opskrift på culotte af kalv med smørstegte gulerødder og asparges, hvor du enten kan tilberede kalveculotten i ovn eller grill.
Culotte af kalv med smørstegte gulerødder og asparges er nem at tilberede i grillen, hvor det stort set passer sig selv. Og med denne opskrift får du super lækkert tilbehør til kalveculotten.
Du kan selvfølgelig også lave kalveculotten i ovnen, men så skal du brune stegen på panden inden turen i ovnen, hvor den så steges ved 200 grader varmluft. Kernetemperatur og stegetid er den samme.
Og her lægges gulerødder og asparges i et ildfast fad på samme måde som ved tilberedning i grill.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til culotte af kalv
1 kilo kalveculotte
Groft salt
Olivenolie
Italian Spice Mix fra Urtekram
16 mindre gulerødder
Timian
1 bundt grønne asparges
50 gram smør
Fremgangsmåde
- Afpuds culottestegen for fedt og sener på undersiden, og ridt krølfedtet i ruder. Krydr den godt med salt på alle sider, dryp med olivenolie hele vejen rundt og gnub lidt Italian Spice Mix ind i stegen. Du kan kan selvfølgelig bare bruge lidt timian, rosmarin eller hvad du synes godt om. Lad culotten hvile en lille times tid.
- Tænd grillen op ved direkte og høj varme. Find en alubakke frem. Soignér gulerødderne ved at vaske dem og fjerne det meste af den grønne top. Lad eventuelt en centimeter eller to blive tilbage - det ser godt ud ved anretningen. Har du større gulerødder kan de med fordel flækkes på langs. Læg gulerødderne i bakken, og fordel skiver af smør over. Krydr også med lidt salt og timian.
- Brun nu kalveculotten ved direkte varme, så den får en god stegeskorpe på begge sider. Læg derefter stegen i alubakken - altså ovenpå gulerødderne, og placér bakken midt i gasgrillen hvor den inderste brænder slukkes, så du griller culottestegen ved indirekte varme. Den yderste brænder skal stå på fuldt blus, fordi du gerne må grille kalveculotten ved lidt over 200 grader.
- Stik et stegetermometer i culotten, og den er klar når den har en kernetemepratur på 55 grader. Stegetiden kan variere, men denne kalveculotte her tog cirka 25 minutter.
- Når stegen har den ønskede kernetemperatur, tages den af og lægges utildækket på et skærebræt i 15 minutter.
- Bræk det nederste og hårde stykke af de grønne asparges, og læg dem ned til gulerødderne, hvor de nu grilles videre i cirka 10 minutter.
- Skær kalveculotten i tynde skiver på tværs af fibrene, og server med de smørstegte gulerødder og asparges. Eventuelt også med nye kartofler.
Se også mine opskrifter på:
Din vurdering
-
Culotte af kalv