Der er flere måder at lave chokolademousse på. En af dem er creme anglaise chokolademousse, som har en cremet konsistens og en skøn, fyldig smag.
Creme anglaise chokolademousse har lige det ekstra både i smag og konsistens. Det er en dessert, du kan lave flere timer i forvejen og servere som dessert uden stress.
Vi har fået lov at dele denne opskrift fra Danmarks største chokolade-elskere: Chokoladeselskabet.
Ingredienser
325 gram god mørk chokolade 70% eller 360 gram chokolade 60% eller 560 gram mælkechokolade 40% eller 470 gram hvid chokolade samt fem blade husblas.
2 æggeblommer
25 gram sukker
130 gram sødmælk
150 gram piskefløde samt:
4 dl piskefløde
Fremgangsmåde
- Smelt chokoladen i en skål over vandbad eller i mikroovn. Hvis du bruger hvid chokolade, læg da husblassen i blød i koldt vand i fem minutter.
- Pisk æggeblommer og sukker sammen.
- Kom sødmælk og 150 gram piskefløde i en gryde og kog det op.
- Hæld mælk og fløde over æggene og kom det tilbage i gryden og varm op til 85 grader.
- Når massen er 85 grader, tages den af varmen, og hvis du bruger hvid choklade og der skal husblas i, tilsættes den nu.
- Hæld massen over chokoladen af tre omgange. Rør massen helt ind i chokoladen, inden du tilsætter næste omgang.
- Temperaturen skal være mellem 45-50 grader ved den mørke chokolade, mens den kun skal være mellem 35-45 grader ved mælkechokolade og hvid chokolade.
- Pisk de 4 dl piskefløde til let skum.
- Vend først en fjerdedel af fløden i chokolademassen og derefter hurtigt resten.
- Kom chokolademoussen i glas/skåle eller i en sprøjtepose til senere brug.
Om Chokoladeselskabet
Chokoladeselskabet er en organisation for chokolade-elskere og professionelle fagfolk i Danmark. Deres formål er at fremme interessen og kendskabet til kvalitetschokolade.
Weekenden den 29. februar og 1. marts afholder de Chokoladefestival i Tap1 i København. Du kan købe billetter via Madbillet.dk.
Flere opskrifter med chokolade
Dessertkage med mørk chokolade
Chokoladebrownies med valnødder og chokoladecreme