Thailandsk mad - thaimad
Thailandsk mad er baseret på landets friske råvarer. Og så er der tænkt på alle grundsmagene, når der tilberedes thaimad fra det thailandske køkken.
Thailandsk mad er et vidt begreb, da der er regionale forskelle. Generelt er thaimad inspireret af alle de rejsende, der er ankommet gennem tiden. Chilierne kom fra portugiserne, nudlerne fra Kina og karryblandingen fra Indien.
Det hele er integreret i mad, som kilder vores sanser, og som dufter mindst lige så godt, som det smager.
Nogen tænker på stærke retter, der nærmest får tungen til at svulme op og øjnene til at løbe i vand. Andre får minder om en mild thaisuppe med kylling.
Det thailandske køkken spænder over begge, så det er ikke mærkeligt, at vi får forskellige associationer.
Populære opskrifter med thailandsk mad
1. De vigtige pastaer
Karrypasta er en essentiel ingrediens i samtlige karryretter. Der findes flere forskellige, fra den korianderduftende grønne til den meget stærke røde.
Pastaerne mikses af forskellige krydderier og urter alt efter, hvilken smag de skal have. Det kan være chilifrugter, frisk ingefær, citrongræs og frisk koriander. Her finder du opskriften på grøn karrypasta.
Fælles for disse pastaer er, at de først skal svitses i olie, før de tilsættes for eksempel kokosmælk.
Rejepasta bruges også som smagsgiver. Rejepastaen er lavet af tørrede, knuste rejer, som er fermenterede. Den giver en stærk salt- og umamismag og bruges ofte i saucer, karryretter og supper.
Tamarindpasta er en pasta lavet af tamarindens bælg. Den har en syrlig-sød smag og bruges blandt andet i supper og den populære Pad Thai med tofu.
2. Saucer der giver smag
Det thailandske køkken er verdensmestre i at sammensætte et måltid. I hjemmene serveres flere retter, som er afstemt efter hinanden, og som tilsammen giver alle fem grundsmage.
Her er saucerne lige så vigtige som krydderier og pastaer.
Fiskesauce, nam pla, bruges overalt i Thailand. Den er lige så vigtig for det thailandske køkken, som salt er for det danske. Fiskesauce har en særlig salt umamismag, og der findes et utal af slagsen.
Østerssauce, namman hoi, minder om fiskesauce. I modsætning til fiskesaucen, er østerssaucen ikke fermenteret. Smagen er mildere og mindre salt.
Chilisauce, nam phrik, findes i mange forskellige udgaver, lige fra den knaldhamrende stærke til den mere søde.
Sojasauce er også en sauce, som findes i mange variationer. Her er både sur-sød, sød, mørk, lys og tyktflydende. Bruges til mange wokretter og som dip.
Satay stammer fra Indonesien, men det thailandske køkken har taget peanutsaucen til sig. God til blandt andet grillet kylling og tofu. Her er en opskrift på kyllingesatay.
Sriracha er en chilisauce lavet af chilifrugter, eddike, hvidløg, sukker og salt. Den bruges ofte til at hælde over retter, du vil have mere bid i.
3. Grønt og frugt
Thailand bugner af friske råvarer, fra kokosnødder, mango og bananer til skaldyr, fisk og kød. Fra krydderurter og ris til grøntsager over jorden og rødder under.
Der findes også mange råvarer, som vi endnu ikke er blevet dagligdags i Danmark, blandt andet kaffir-limeblade, hellig basilikum, ærteauberginer og korianderrødder.
Salater indeholder ofte en tropisk frugt som papaya og mango, og her er en typisk dressing både syrlig, sød og krydret. Men de kan også indeholde kød.
En enkel salatsauce består af fiskesauce, chili, limesaft og palmesukker.
Langt de fleste thairetter er skåret i mundrette bidder. Der er ikke mange stege i dette køkken, tværtimod.
Hvis man forbinder thaimad med hurtig stir fry-mad, er det kun en lille del af sandheden. Der findes masser af retter, som skal have tid, for eksempel den kendte Tom Yum-suppe og kokos-karryretter.
4. Kød og fisk
Kyllinger, ænder, grise, køer, lam... lige som i vores danske køkken bruger thailændere gerne kød i deres retter. Lige så med skaldyr og fisk.
Her kan både lynsteges, dampes, grilles og frituresteges. Bruger du kød i retter, er reglen: Først svitses krydderier, rødder og eventuelt karrypasta, derefter steges kødtern og til sidst grøntsagerne.
5. Ris og nudler
Jasminris er den allerbedste rissort til thailandsk mad. De har en skøn duft, og så klistrer de en smule. Det betyder, at de er gode til at samle sauce op, når du spiser.
Man kan bruge jasminris eller grødris til at lave en dessert som mango sticky rice, men i Thailand bruger de ægte sticky rice, som klæber sig sammen, når de dampes eller koges.
Når risene klistrer sammen, er de lettere at forme i desserter. Og i Nordthailand foretrækkes de til måltider fremfor almindelige jasminris.
Nudler er en hilsen fra Kina og blandt andet ingrediens i Pad Thai.
Se alle vores lækre opskrifter på thailandsk mad her:
-
Grøn karry med grøntsager - vegansk thai aftensmad
-
Massaman karry - thailandsk curry
-
Papayasalat - skøn salat til thaimad
-
Green curry - thai opskrift med kylling
-
Thai forårsruller - opskrift på sprøde, små ruller
-
Thai agurkesalat - skøn til thailandske retter
-
Pad Thai med kylling - Thailands bedste street food
-
Panang Curry - stærk thaimad med oksekød
-
Mango sticky rice
-
Panang karry - super lækker vegansk ret fra Thailand
-
Thai fiskefrikadeller med chili og koriander
-
Kylling og cashew - opskrift på lækker thairet
-
Panang karry med kylling - thailandsk curry
-
Thaikylling - nem og hurtig opskrift med kokosmælk
-
Pad thai med tofu - vegansk street food fra Thailand
-
Kokossuppe med grøn karrypasta og kylling
-
Thai beef salad - bøfsalat med flanksteak og grønt
-
Thaisuppe - nem opskrift med kylling og nudler
-
Grøn karrysuppe med kylling
-
Sød chilisauce - opskrift på hjemmelavet chilisauce
-
Asiatisk nudelsalat a la Newyorker By Heart
-
Salat med nudler og mango
-
Vegansk karryret med gul karrypasta og kokos
-
Satayspyd med svinemørbrad direkte på grillen
-
Stegte nudler med okseinderlår og hjemmelavet sød chilisauce
-
Lynhurtig opskrift på kylling med kokosmælk og nudler
-
Grøn karrypasta - sådan laver du den selv
-
Thaimad: Her er de krydderier, du har brug for