Her er opskriften på et brød med økologisk gær, og brødet anvendes som tilbehør til dit hovedmåltid. Kom lidt smør på det, eller dyp det nybagte brød i lidt olivenolie.
Brød med økologisk gær: Dette er min opskrift på brød med økologisk gær, og jeg håber du kan lide opskriften. Du må meget gerne give den en vurdering på skalaen fra 1-5 stjerner, og dele din viden om bagning med økologisk gær i kommentarfeltet. På forhånd tak.
Brød med økologisk gær er et dejligt madbrød, der selvsagt laves med økologisk gær. Jeg synes det giver brødet en lidt anden smag end med den traditionelle gær, hvor brødet simpelthen kommer til at smage mindre af gær.
Brødet langtidshæves i seks timer, men hævetiden kommer sig ikke så nøje. Du kan også lade det hæve i otte eller fem timer, og det sker på køkkenbordet.
Men husk at overdække med husholdningsfilm for at holde på fugten i dejen.
det færdigbagte brød kan nydes med smør eller dyppes i olivenolie.
Opskriften giver et enkelt brød, hvor der er rigeligt med brød til 6-8 personer.
Ingredienser til brød med økologisk gær
3,5 deciliter lunkent vand
5 gram økologisk gær
400 gram manitoba hvedemel med højt proteinindhold
2 teskefulde groft salt
1 stor teskefuld sukker
Sådan laver du brød med økologisk gær
- Lunkent vand kommes op i en skål til røremaskinen, hvorefter gæren smuldres i og røres ud. Du skal anvende dejkrogen.
- Manitoba hvedemel blandes sammen med salt og sukker, og det hele kommes i røreskålen på samme tid.
- Ælt forsigtigt dejen sammen ved lav hastighed, så du ikke har mel ud over det hele, og ælt derefter dejen ved høj hastighed i 10 minutter. Kom ikke mere mel i, selvom du synes dejen er lidt tynd - sådan skal den være.
- Tag dejen ud på bordet, og træk den lidt aflang, hvorefter den foldes sammen og lægges i en skål. Dejen skal være lidt tynd i konsistensen.
- Beklæd med husholdningsfilm, og lad dejen hæve i seks timer.
- Forvarm ovnen til 275 grader over- og undervarme.
- Tag dejen op, og træk den igen lidt aflang, og fold den sammen. Den skal IKKE æltes. Læg dejen i en form eller på en bageplade med bagepapir. Rids den eventuelt med en kniv.
- Bag brødet på næstnederste rille i ovnen, og det tager cirka 15 minutter. Måske lidt mere. Brødet skal netop begynde at blive lidt mørkt. Luk dampen ud af ovnen et par gange de sidste fem minutter af bagetiden.
Læg brødet til afkøling på en rist, så det ikke bliver fugtigt i bunden. Og lad det hvile lidt inden du begynder at skære det ud.
Se også hvordan du laver en nem og rustik tomatsauce med friske tomater.
Hvad synes du om denne opskrift?
-
Brød med økologisk gær
Lone Mathilde Marie Jørgensen
Jeg bruger altid øko- gær, selvom det er dyrere. Jeg lavede en lille sjov test med mine 3 mostre. Jeg lod dem smage brød med alm gær og så med øko-gær uden de vidste, hvad der var hvad. De syntes alle, at brødet med øko- gæren var bedst. Det synes jeg også selv. Så langtidshæver Jeg altid brød og boller. Det gør altså noget godt ved smagen og man kan jo lave noget andet imens.