Boller i karry i ovn er en af mine favoritter som hverdagsmad, for her får du god mad, som samtidig er nem at lave.
Boller i karry er i forvejen en af de mest populære familieretter i Danmark, og den bliver kun endnu bedre af blive lavet i ovnen.
Her med en bund af den sunde spidskål og lidt løg, plus slevfølgelig den lidt kradse karrysovs. Karrysovsen smager du dog selv til, så den bliver præcist som du gerne vil have den.
Boller i karry i ovn er god ret, der er så nem at lave, at du også sagtens kan sætte ungerne til det. Og den er en vinder ved ethvert middagsbord!
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer.
Se også de nemme opskrifter på:
Opskrift
Boller i karry i ovn - nem aftensmad
Ingredienser
- 500 g hakket svin og kalv
- 1 tsk salt - fint
- 2 tsk løgpulver - eller 1 stort og fintrevet løg
- 1 æg
- 2 spsk hvedemel
- 1 dl bouillon
- 1 lille spidskål
- 2 rødløg - eller alm. løg
- 4 dl bouillon - 4 dl. vand + terning
- 1 spsk majsstivelse
- 4 tsk karry
- 1 tsk sukker
- 5 dl madlavningsfløde - 8%
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kog fem deciliter vand op med en bouillonterning, gerne en hønsebouillon, og så har du færdig bouillon til både farsen og sovsen i fadet.
- Start ellers med lave farsen til kødbollerne, fordi den skal på køl. Her røres det hakkede kød grundigt sammen med salt.
- Derefter røres løgpulver, æg, hvedemel og bouillon i indtil du har en let og lind fars, der dog heller ikke må være for tynd. Det plejer at passe med cirka en deciliter bouillon. Krydr også farsen med friskkværnet peber og stil på køl i en lille halv times tid.
- Find et stort ildfast fad frem og smør med lidt olie.
- Del spidskål i kvarte, skær stokken fra og kassér den, hvorefter kålen snittes i tynde strimler, der fordeles i fadet. Det er bunden til boller i karry i ovn.
- Rødløg snittes fint og kommes ved.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Kog bouillonen op igen, rør majsstivelse ud i en smule vand og pisk den i. Tilsæt også karry, madlavningsfløde, salt og friskkværnet peber. Smag karrysovsen grundigt til med karry, salt og peber, så den netop kommer til at smage som du vil have den.
- Hæld karrysovsen over spidskål og løg.
- Tag farsen ud af køleskabet, og form 12 kødboller, der sættes i fadet som du kan se på billedet. Krydr med lidt ekstra peber på toppen.
- Stil fadet ind i ovnen, og her skal det have 30 minutter, så kødbollerne er gennemstegte, men uden at være tørre.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Servering
Boller i karry i ovn serveres straks med kogte ris.
Det er en populær ret hos både børn og voksne.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Lena
Hejsa
Kan man blande forberede det hele i fadet sætte det i køleskab og så putte det i ovnen senere på dagen.
Holger Rørby Madsen
Hej Lena
Ja, det bør du sagtens kunne gøre 🙂
Alt det bedste
Holger
Marianne
Ved du om den kan tåle at blive frosset ned ? Med kål og det hele ?
Holger Rørby Madsen
Hej Marianne
Det kan du sagtens, og det bliver den ikke dårligere af 🙂
Bedste hilsner
Holger
Lars-Henrik Hyttel
Nem opskrift, der smager fantastisk.
Camilla Louise Jensen
Hej Holger
Tak for de dejlige opskrifter
Jeg vil gerne printe alle opskrifter ud, men ser ingen printfunktion?
Mvh Camilla
Johanna Brüel
Kan den laves uden svinekød, og i så fald, hvad anbefales i stedet?
Madensverden.dk
Hej Johanna
Sagtens - du kan blot anvende hakket kalvekød. Kødbollerne kan også laves med hakket oksekød, men de ændrer jo så også lidt mere smag over i den tunge afdeling.
Et andet alternativ er at anvende hakket kylling, som også sagtens kan bruges til boller i karry.
Bedste hilsner
Holger