Her er opskriften på den ægte bøf bearnaise med en hjemmelavet sauce bearnaise, kartofler, grillet broccoli og de skønne intense tomater.
Bøf bearnaise er ikke kun herremad, det er også fantastisk gæstemad.
Her er det hele lavet fra bunden, og det er faktisk ikke så svært som mange tror.
En mør bøf, den fede og cremede bearnaise, og så de intense tomater, der er med til at bryde fedmen i saucen. Det passer perfekt sammen.
Opskriften er til fire personer, og de vil elske hele retten.
Ingredienser til bøf bearnaise
4 gode og velhængte bøffer - gerne af oksefilet
4 teskefulde balsamico
3 fed hvidløg
1 kvist rosmarin
Salt og friskkværnet peber
Smør til stegning
Opskrift på sauce bearnaise findes her
Her er opskrift på intense tomater
Sådan laver du grillet broccoli
Og her er opskrift på grillede kartofler
Sådan laver du bøf bearnaise
- Start med de intervalstegte pommes frites - se fremgangsmøde i linket herover. Kartoflerne skal stå i koldt vand noget tid, og derfor skal du starte med dem.
- Salt så bøfferne i god tid inden stegning. Giv dem en god omgang groft salt, og lad bøfferne stå på en tallerken på køkkenbordet i en times tid. Det giver dig en mere mør bøf. Tro mig.
- I ventetiden laver du de grillede tomater - enten i grill eller i ovnen. Det er ret nemt, men de smager vildt godt til retten.
- Lige inden stegning af de lækre bøffer, smøres de grundigt med balsamico på begge sider.
- Smelt en klat smør på en varm pande, kom knuste fed hvidløg i det smeltede smør og steg nu bøfferne i 2-3 minutter på hver side, men vend dem ofte.
- Læg også blade fra rosmarinen i. Dryp løbende smør og stegesky op på bøfferne.
- Tag bøfferne af panden, og lad dem hvile i fem minutter inden servering. Krydr med friskkværnet peber.
Mens bøfferne hviler, kan du nå at lave den hjemmelavede sauce bearnaise.
Servér så det hele flot anrettet på lune tallerkener - eventuelt med et stykke brød af nem dej til.
Dine gæster bliver ellevilde!
Vinforslag til bøf bearnaise
Hvis du virkelig vil forkæles med en god rødvin til retten, så er denne rødvin fra Chateau Marcadis i Bordeaux i Frankrig et godt valg. Lalande de Pomerol er fremstillet af druerne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot. Her får du en ganske tør rødvin, som alligevel har en del frugt og duft af chokolade. Det er ikke den billigste rødvin, men du kan med mellemrum finde den på tilbud i blandt andet SuperBrugsen. Foto: Madensverden.dk.