Bagte persillerødder er sundt og velsmagende tilbehør til mange kødretter. Persillerødder skal bages cirka 15 minutter ved 190 grader.
Bagte persillerødder er en af mine foretrukne rodfrugter som tilbehør til mange kødretter.
Persillerødderne har så meget god smag, og er alligevel meget rene i udtrykket.
De er mindre søde end pastinakkerne, men ellers ligner de meget hinanden.
Persillerødder kan du bruge på samme måde som du anvender almindelige kartofler.
De kan koges, lægges i fritureolie - eller som her - bages i ovnen. De er også fremragende at blande i kartoffelmosen.
Selvom mange nok bedst kender persillerødderne fra suppegryden, hvor den har været anvendt siden gammel tid.
De seneste år med det nye, nordiske køkken har dog trukket den frem som en selvstændig grøntsag, der er en fantastisk smagsgiver.
Persillerødder indeholder blandt andet folat, men også en del C- og E-vitaminer.
De holder sig godt i køleskabet, hvor holdbarheden er 2-3 uger.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Ingredienser til bagte persillerødder
500 gram persillerødder
2 spiseskefulde balsamico
3 spiseskefulde olivenolie
2 teskefulde tørret oregano
Groft salt
Fremgangsmåde
- Skyl og rengør persillerødderne grundigt. Skær toppen af, og smid den væk.
- Skær rødderne ud i tynde skiver på langs - så er bagetiden kortere.
- Læg dem i et ildfast fad, og hæld en god slat olivenolie ud over.
- Giv også persillerødderne noget balsamico, oregano og groft salt, og vend det godt rundt. Brug fingrene, det er det nemmeste.
- Stil fadet med persillerødderne i en forvarmet ovn ved 190 grader - og bag dem i 15 minutter.
- Bagte persillerødder skal helst have noget bid og friskhed i smagen.
Hvis du ønsker mere bløde persillerødder, skal du blot bage dem lidt længere.
Stik eventuelt i dem med en kødnål, og tag dem ud når du synes de er møre.
Se også mine opskrifter på: