Her er opskrift på alletiders mumse chokoladekage, der er Danmarks mest kendte og populæreste. Kagen er nem at bage og med en lækker glasur.
Alletiders mumse chokoladekage er den mest populære og bedste chokolade kage opskrift i Danmark, og den er nem at lave i en bradepande.
Her får du en virkelig lækker kage, og glasuren på chokoladekagen sætter lige det berømte prik over i'et - det bliver simpelthen ikke bedre.
Opskriften er beregnet til mindst 10 personer, og i min video kan du se, hvordan du nemt laver kagen. Kagen har i øvrigt en rigtig god holdbarhed.
I bradepande
Tip: Chokoladekagen kan sagtens laves i en hel bradepande, og så passer den til en fødselsdag.
Her laver du en dobbelt portion chokoladekagedej, som fordeles i en stor bradepande, der passer til din ovn.
Du kan med fordel beklæde bagepladen med bagepapir. Brug evt. to stykker bagepapir, og pensl overlappet med lidt æg. Bagepapiret skal dække kanterne.
Opskrift på chokoladekage
Ingredienser
- 150 gram smør
- 60 gram kakao
- 250 gram hvedemel
- 300 gram sukker
- 1 teske bagepulver
- 1 teske natron
- 1 nip salt
- 250 gram vand
- 2 æg
Glasur
- 50 gram sødmælk
- 25 gram kakao
- 200 gram flormelis
- 2 teske kanel
- 50 gram smør meget blødt
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 170 °C grader varmluft.
- Vej smørret af i en lille gryde og smelt det derefter ved lav varme.
- Rør derefter kakao ud i smørret.
- Hvedemel vejes af i en stor skål sammen med sukker, bagepulver, natron og en smule salt. Du kan med fordel sigte de tørre ingredienser.
- Tilsæt derefter vand og æg til de tørre ingredienser, og pisk det samme med en el-pisker. Tilsæt også det smeltede smør og kakao, og pisk til en ensartet dej.
- Beklæd en bradepande (cirka 33 gange 23 centimeter) med bagepapir, og fordel dejen i den.
- Alletiders mumse chokoladekage bages nu i 35 minutter på næstnederste rille, hvorefter den køles af.
- Imens lunes sødmælk til glasur. Det må ikke koge, men skal blot varmes op.
- Vej kakao af sammen med flormelis, og bland kanel i. Rør det sammen med den varme mælk og det meget bløde smør, og rør indtil glasuren er blank.
- Hæld glasuren over chokoladekagen, og lad igen kagen hvile indtil glasuren er stivnet.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Alletiders mumse chokoladekage skæres ud i passende stykker, men lad dem ikke være for små.
Kagen kommer Helle Brodt Hansen i Sorø, og jeg har fået lov til at bringe opskriften her på Madens Verden.
Faktisk er opskriften fra Helles farfar, der havde en bagerbutik, og resten er, som man siger, historie.
Navnet "alletiders mumse chokoladekage" skyldes egentlig Helle Brodt Hansens storebror. Han syntes nemlig at kagen var "mums", og derfra kommer så navnet på den populære chokoladekage.
Kagen her er lavet med vand, men du kan også bage chokoladekagen med kærnemælk, som en del bagere anvender i deres opskrift. Det øger blandt andet holdbarheden i en kage.
Se også: Black magic kage
Kan man fryse chokoladekage?
Svaret er ja. Chokoladekagen er fremragende at fryse ned.
Jeg får ofte spørgsmålet om man kan fryse chokoladekagen eller andre kager ned, og det kan du sagtens. Faktisk synes jeg at kagerne ofte bliver endnu bedre af det, så du skal ikke være nervøs for at komme den færdigbagte kage i fryseren.
Du skal vente til chokoladekagen er kølet helt af, og derefter pakkes kagen ind i husholdningsfilm og et stykke alufolie.
Læg derefter kagen på frost. Når du så skal bruge kagen, tages den op en lille times tid før den skal på bordet.
Pak kagen ud og lad den stå ved stuetemperatur i cirka 45 minutter, for så er den helt perfekt at servere. Så jo, du kan sagtens fryse chokoladekagen, og andre kager, ned.
Se også: Verdens bedste chokolademuffins
Chokoladekage uden hvedemel?
Vidste du, at du også kan lave den bedste chokoladekage uden mel? Det kaldes også for en Gateau Marcel, og er opfundet af kokken Michel Michaud, der faktisk har huseret på Mols i mange år. Michel Michaud er i øvrigt en rigtig Michelin-kok, så han kan sit kram.
Gateau Marcel er som sagt en kage uden mel, men den smager altså vanvittig godt. Og den er god til glutenallergikere.
Se også: Den du ved nok kage
Lone Jordan
Kan den dobles op og bages i bradepande? Jeg vil gerne lave den til 25-30 personer
Bernd Hougaard
Hej Holger
Lige et lille hjertesuk, til dine gode opskrifter.
Hvordan kan man udskrive opskriften uden at der skal udskrives 9 sider.
Jeg ville gerne kunne udskrive ´opskrift og hvordan gør du` uden at få alt reklame med.
Jeg er medlem af `Madens verden`, har indbetalt kontingentet.
Finder det skide godt med dine opskrifter, let at fårstå selv for en gammel mand på 78.
Anni
Hvordan erstatter jer smør i chokolade glasuren, til denne kage?
Betina
Hvordan undgår jeg, at kagen hæver for meget op i midten når den er i ovnen, det er nemlig lidt svært at fordele glasuren ordentligt 🙂
V.h.
Betina